Det er masser af gevinster ved en god oprydning og organisering af dit hjem. Du sparer penge, tid og energi. Og hvem vil ikke have mere af alle tre. Her er 5 gevinster, som du kan opnå ved oprydning og organisering af dit hjem.

1. Du kan altid finde det du skal bruge

Du kender det sikkert! “Hvor var det lige jeg lagde bilnøglerne?” Undersøgelser viser, at vi hver dag bruger op mod 1 time på at lede efter ting vi allerede ejer. JA, ÉN HEL TIME!! De største syndere er nøglerne, mobiltelefonen, fjernbetjening og brillerne.

At tildele dine ting et ‘hjem’ eller en fast plads i dit hjem, er én af de mest vigtige midler i kampen mod rod. Forestil dig at dine nøglers plads er i en lille skål i entréen. Hver dag når du kommer hjem, så lægger du automatisk dine nøgler i skålen – Og næste dag når du skal bruge nøglerne, så ved du at de ligger på sin plads i entréen.

Der er flere årsager til at ting roder, men ofte handler det om at ting simpelthen ikke har en fast plads. Det får os nemlig til at ligge ting dér hvor der er plads lige nu, eller dér hvor vi tilfældigvis står, når vi ikke længere skal bruge denne ting.

Når alt har en plads, så skal du bruge mindre tid på at rydde op og mindre tid på at lede efter ting.

2. Du er altid klar til at få gæster

Er dit hjem klar til at modtage spontane gæster? For de fleste betyder gæster, at vi suser rundt i hjemmet og prøver at rydde op og gøre rent i timerne før gæsterne ankommer. For det er pinligt at skulle vise sit hjem frem hvis alting flyder, opvasken fra i går ikke er taget og vasketøjet ligger spredt ud over stuegulvet.

Når dit hjem altid er ryddeligt og rent, så er du altid klar til at få gæster. Også de spontane gæster.

Men at have en hjem som altid er ryddeligt og rent, er en disciplin som kræver forberedelse og en ændring af vaner. Det kræver først og fremmest, at alting har en plads og dernæst at disse ting altid bliver returneret til deres pladser.

3. Du ved altid hvad du har og hvad du mangler

Har du nogensinde købt noget, fordi du ikke kunne finde dén du allerede havde?

Hver år køber vi tonsvis af varer, fordi vi ikke kan huske om vi har nok derhjemme. Eller fordi vi simpelthen ikke kan huske hvor vi har lagt en bestem ting. Og disse ekstra ting koster! Er der tale om varer som mad, kan det være med til at skabe mere madspild. For andre varer skaber det overforbrug og mindre plads i dine skabe og skuffer. Og så koster det dig penge, som du kan bruge på andre  ting, såsom ferie, oplevelse eller afbetaling på din gæld.

Når du har opsat et system for hvor dine ting opbevares, så vil du altid vide præcis hvilke ting du ejer. Eller du vil i det mindste hurtigt kunne se, om du allerede har nok toiletpapir, tape eller flåede tomater stående.

4. Du vil tænke mere over hvad du bringer ind i dit hjem

Én af de store sidegevinster efter en grundig oprydning og organisering er, at du har et klart overblik over hvad du ejer. Men du vil også have et bedre overblik over alle de ting, som du har skilt dig af med i processen.

Du forelsker dig måske på ny i de ting du allerede ejer, og din garderobe lægger måske op til nye kombinationer, som du ikke tidligere havde forestillet dig. Men det er heller ikke usædvanligt, at folk skammer sig over det forbrug de tidligere har haft. Og en ny bevidsthed om hvad du køber og forbruger udgør et effektivt våben i kampen mod et fremtidigt overforbrug.

Hvis du føler dig fristet af en solid shoppetur, så husk at overveje hvilken værdi en ny genstand vil udgøre for dig. Har du brug for den? Vil du bruge den, hvor ofte og over hvor lang en periode? Er den dine penge værd?

Har du lyst til at udfordre dig selv til en shoppefri måned, så læs med her

5. Du vil have mere tid og energi til alt det sjove

Når du har fuldført en grundig oprydning i hele dit hjem, så har du opnået de bedste forudsætninger for et hjem, som altid er pænt og ryddeligt. Det vil være let at klare den daglige oprydning hvor alt returneres til deres rette pladser. Og rengøring kan klares, uden at skulle flytte rundt på ting og sager som flyder rundt omkring.

Det er velkendt at rod – og dette gælder i særdeleshed for kvinder – er med til at stresse os. Det stjæler vores fokus, det kræver energi at ignorere, og det giver dårlig samvittighed hvis vi ikke har tid eller energi til at tage os af det.

Når du har et hjem, som er let at holde ryddeligt og rent, så har du ikke blot mere tid, men også mere energi til at beskæftige dig med andre ting. Det kan være, at du elsker at læse en bog, tage på eventyr med vennerne eller gerne vil bruge mere tid med ungerne.

Har du brug for hjælp til at rydde op og organisere dit hjem, så start med Shiga Organiserings’s 5 minutters guide.